Et interview, der var let at klippe: Hannes første optagedag

Hanne og det første interview

Hanne kom til os i Aalborg med et konkret problem. Hun arbejder med kommunikation i en mindre organisation og havde optaget sit første videointerview på egen hånd. Materialet var en time langt, og alligevel kunne hun ikke finde et sammenhængende forløb i det. Svarene gik i ring, lyden var fladt og fyldt med rumklang, og hun kunne ikke huske, hvorfor hun havde stillet halvdelen af spørgsmålene.

Jeg mødte hende på interviewmodulet i Interviewproduktion, og vi startede med at se hendes optagelse sammen. Det gør jeg ofte, for en deltagers eget materiale fortæller mere end nogen slide. Vi lyttede efter, hvor samtalen fik fart, og hvor den gik i stå. Næsten altid hænger det sammen med, hvad der skete før optagelsen, ikke under den.

Research før spørgsmålene

Hannes gæst var leder af en lokal forening, og Hanne havde læst forsiden af foreningens hjemmeside og ikke meget mere. Vi brugte en eftermiddag på at gøre research til en arbejdsgang: Hvad er det vigtigste, gæsten har at sige? Hvad ved målgruppen i forvejen? Hvad kan ikke slås op, og må derfor spørges om?

Resultatet var en kort researchnote på en enkelt side med tre ting, som interviewet skulle nå. Hanne opdagede, at hun slet ikke havde brug for femten spørgsmål. Hun havde brug for fem gode, og for at vide, hvilke svar hun kunne forvente. Den viden gjorde hende rolig, og roen kunne høres i selve samtalen, fordi hun turde lade pauser stå.

• Skriv først, hvad interviewet skal nå
• Notér, hvad målgruppen allerede ved
• Gem de faktuelle opslag til før optagelsen

Spørgsmål, der giver brugbare svar

Næste skridt var at omskrive spørgsmålene. Hannes første udkast var lukkede: Er I glade for jeres nye lokaler? Det giver et ja og ingen klip. Vi ændrede dem til åbne spørgsmål, der beder om en konkret oplevelse, for eksempel hvad der overraskede foreningen første gang, de brugte lokalerne.

Vi øvede også at stille ét spørgsmål ad gangen og at vente. Hanne havde en vane med at fylde stilheden ud med en ny sætning, så hun selv afbrød de svar, som var ved at blive gode. I øvelsen med en medkursist trænede hun at tælle til tre i hovedet, før hun sagde noget. Det lyder banalt, men det var den ændring, der gjorde mest for materialet.

Optagemiljøet gør klippearbejdet lettere

Rumklangen i Hannes første optagelse kom fra et mødelokale med glasvæg og hårde flader. Vi gennemgik, hvordan man vælger sted, før man vælger tidspunkt: et mindre rum med gardiner, tæpper eller bogreoler dæmper lyden langt bedre end et stort og pænt rum. Mikrofonen skal tæt på, og begge personer skal kunne sidde afslappet uden at lede efter, hvor de skal kigge.

Hanne prøvede det selv på kurset med to stole, en mikrofon og en lydprøve på tredive sekunder, som hun afspillede i hovedtelefoner, før hun trykkede optag. Hun opdagede en summende ventilation, som hun aldrig havde lagt mærke til, og som slet ikke kunne rettes i efterbehandlingen. Den lærte hun at slukke, inden samtalen begyndte.

• Vælg et lille rum med bløde flader
• Tag en lydprøve og lyt i hovedtelefoner
• Sluk for summende apparater og notifikationer

Selve optagelsen og noterne undervejs

Ved Hannes anden optagelse havde hun researchnoten, de fem spørgsmål og et rum, hun havde testet. Hun satte desuden et lille system op for sig selv: en notering af klokkeslættet, hver gang gæsten sagde noget, hun ville bruge. Den slags tidsmarkeringer sparer klipperen for lange gennemlytninger, og de hører til det, vi senere kalder redaktionel aflevering.

Interviewet varede femogtyve minutter. Gæsten blev mere afslappet, fordi spørgsmålene lød som nysgerrighed og ikke som en tjekliste. Hanne afbrød ikke, og hun bad til sidst om en kort afrunding, hvor gæsten selv opsummerede sit vigtigste budskab. Den sætning blev, som hun senere fortalte mig, en naturlig afslutning på det færdige indslag.

Hvad hun tog med hjem

Efter kurset klippede Hanne selv det næste interview, og hun fortalte mig, at det tog en brøkdel af tiden. Ikke fordi hun var blevet hurtigere i klippeprogrammet, men fordi materialet allerede havde en rød tråd. Hun vidste, hvad hun ledte efter, og kunne sige farvel til det, der ikke bidrog.

Jeg lover ikke, at alle får samme resultat, for det afhænger af gæsten, rummet og den tid, man afsætter til forberedelsen. Men Hannes forløb viser, at de fleste klippeproblemer opstår tidligt, og at de kan forebygges med research, få og åbne spørgsmål og et rum, man har lyttet til på forhånd.

Hannes historie handler ikke om bedre udstyr, men om rækkefølgen i arbejdet. Når research, spørgsmål og optagemiljø er på plads, bliver selve samtalen enklere, og klipperen får et materiale, der hænger sammen. Det er det, vi øver på interviewmodulet: at forberede nok til at turde lytte, og at vide, hvad man skal bruge optagelsen til, før man trykker på knappen.