Hvad en redaktionel vinkel egentlig er, og hvad den ikke er

Emne og vinkel er ikke det samme

Når jeg underviser i indholdsplanlægning, er det første ord, der skaber forvirring, vinkel. Mange sætter lighedstegn mellem vinkel og emne, men de er to forskellige ting. Et emne er det, indholdet handler om: genbrug af byggematerialer, en lokal forening, et nyt værktøj i frivilligt arbejde. En vinkel er den bestemte måde, du vælger at fortælle om emnet på, og den afgør, hvad der kommer med, og hvad der bliver udeladt.

Du kan mærke forskellen i praksis. Hvis du siger, at du vil lave noget om genbrug af byggematerialer, har du endnu ikke besluttet noget. Siger du derimod, at du vil vise, hvorfor små virksomheder sjældent bruger brugte mursten, har du en retning. Du kan straks se, hvem du skal tale med, hvilke spørgsmål der er relevante, og hvad der kan skæres væk uden at miste noget.

Sådan genkender du en vinkel, der virker

En brugbar vinkel kan sagt højt i én sætning, uden at du skal bruge ordet og. Hvis du skal forklare den med en lang opremsning, har du sandsynligvis et emne med pynt. Jeg beder kursisterne skrive vinklen ned på en seddel og læse den op for sidemanden. Kan sidemanden gengive den med egne ord, er den klar nok til at arbejde videre med.

En god vinkel indeholder også en spænding eller et spørgsmål, som modtageren kan genkende. Det behøver ikke være dramatisk. Det kan være en forskel mellem det, folk tror, og det, der sker, eller en beslutning, som nogen står midt i. Når den spænding mangler, bliver resultatet ofte en pæn oversigt, som ingen har brug for, og som er svær at klippe sammen til noget med fremdrift.

• Kan sættes i én sætning
• Peger på en bestemt målgruppe
• Gør det tydeligt, hvad der kan udelades

Vinklen bestemmer målgruppen, og omvendt

Vinkel og målgruppe hænger tæt sammen i en redaktionel plan. Den samme historie om en lokal forening fortælles forskelligt til medlemmer, til kommunen og til folk, der aldrig har hørt om foreningen. Hvis du ikke ved, hvem du taler til, kan du ikke vælge en vinkel, fordi du ikke ved, hvad modtageren allerede ved, og hvad de mangler.

Derfor spørger jeg altid om målgruppen først, når en kursist kommer med en idé. Beskriv én person, ikke en gruppe: hvad laver hun, mens hun læser eller ser dit indhold, og hvad skal hun kunne bagefter? Svaret er ofte overraskende konkret og gør vinklen skarpere, fordi du pludselig kan vælge til og fra ud fra et enkelt menneskes behov i stedet for et gæt om mange.

Fra vinkel til opgaver og tidsplan

Så snart vinklen er på plads, kan du omsætte den til arbejde. Vinklen fortæller, hvilke interviews der skal laves, hvilke billeder der skal tages, og hvilke fakta der skal tjekkes. Hver af de opgaver får en ansvarlig og en dato. Det er her, planen bliver til noget, og her mange planer falder fra hinanden, fordi ingen har skrevet ned, hvem der gør hvad.

Jeg anbefaler at skrive vinklen øverst i planen og lade den stå synlig for alle på holdet. Når nogen foreslår at tage endnu et element med, kan du holde forslaget op mod vinklen. Passer det ikke, lægger du det i en liste til senere. På den måde bliver vinklen et redskab til at holde projektet lille nok til at blive færdigt til tiden.

• Én ansvarlig pr. opgave
• Datoer, der kan tjekkes
• Vinklen står øverst i planen

Typiske fejl, når man formulerer en vinkel

Den hyppigste fejl er at skrive en vinkel, der i virkeligheden er en overskrift. Overskriften lover noget, men siger ikke, hvad du vil gøre for at levere det. En anden fejl er at gemme sig bag brede ord som indsigt eller perspektiv. Ordene lyder rigtige, men de fortæller hverken dig eller holdet, hvad der skal produceres, og derfor mærker du først problemet, når optagelserne ligger der.

En tredje fejl er at vælge en vinkel, du ikke kan dokumentere med de kilder, du har adgang til. Spørg dig selv, hvem der kan bekræfte den, og hvor lang tid det tager at få fat i dem. Hvis svaret er uklart, er vinklen en hypotese, ikke en plan, og så er det bedre at sige det højt, mens der stadig er tid til at ændre kurs.

En øvelse, du kan lave i efteråret

Tag et emne, du alligevel arbejder med i disse uger. Skriv tre forskellige vinkler på det, hver i én sætning, og giv hver vinkel en tænkt modtager. Læg de tre sedler ved siden af hinanden og se, hvor forskellige de tre stykker indhold ville blive. Du vil ofte opdage, at de kræver helt forskellige interviews og forskellig lyd og billeder.

Vælg derefter den vinkel, du faktisk har ressourcer til at gennemføre, og skriv under den, hvad du ikke vil tage med. Den sidste del er svær, men netop den gør planen brugbar. På kurset laver vi øvelsen på hold, fordi andre er gode til at opdage, når en vinkel stadig er et emne i forklædning.

En vinkel er ikke pynt på en plan, men det valg, som resten af arbejdet hviler på. Når du kan sige den i én sætning, kender din modtager, og ved hvad du lader ligge, bliver opgaver, tidsplan og ansvar langt lettere at fordele. Prøv øvelsen med tre vinkler på et emne, du har liggende, og læs dem højt for en kollega. Det tager en halv time og sparer ofte flere dages omvej senere i produktionen.